Sonet 98: Fra Dig Jeg Borte Var I Vaarens Stund

Fra dig jeg borte var i Vaarens Stund, da frisk den lyse, brogede April til Ungdomskræfter vakte alt af Blund, saa selv Saturn sprang om med glade Smil. Dog ingen af de muntre Fugles Sang og ingen Duft af Blomster broget-smukke fik noget Sommer-Æventyr i Gang og fik mig til af Jordens Skød at plukke. Ved Liljens Hvidhed undredes jeg ej, og ikke Rosens dybe rødt jeg priste; de var mig kære kun, fordi til dig som deres Farvemønster hen de viste. Dog syntes det mig Vinter, gold paa Lykke, jeg stirred paa dem kun som paa din Skygge.