Sonet 97: Som Vintren Var Den Tid, Da Jeg Var Borte

Som Vintren var den Tid, da jeg var borte fra dig, du lifligste blandt Aarets Glæder. Hvor frøs jeg, og hvor Dagene var sorte! Der var December-Goldhed alle Steder. Og dog var det i Somrens gyldne Tider, i Efteraaret, svulmende af Grøde, med Vaarens Afkom under svangre Sider, som Enkers Liv, naar deres Mænd er døde. Dog disse rige Frugter syntes mig som stakkels faderløse, født i Kummer; thi Somren og dens Glæder følge dig; — naar du er borte, Fuglen selv forstummer; Og synger den, saa triste er dens Sange, at Skovens Blade blegne vinterbange.