Sonet 94: De, Som Har Magt Og Dog Ej Øve Men

De, som har Magt og dog ej øve Men, hvis Ydre varsler, hvad de ikke holde, som, mens de røre andre, selv er Sten, stærke mod Fristelsen, urørte, kolde, — De faa med Rette Himlens Gunst at nyde og røgte vel Naturens Rigdoms-Ager; de kan som H errer deres A nsigt byde, mens andre hines Værd i Len kun tager. En Sommerblomst er dog for Somren fager, om end sit Liv den lever enlig hen; men dersom Smitte ind i Saften drager, er selv et Ukrudt skønnere end den: Naar Liljer raadne, — skære som de var, de mere hæslig Stank end Ukrudt har.