Sonet 86: Var Det Hans Digtnings Ranke, Stolte Snække

Var det hans Digtnings ranke, stolte Snække, med Sejlet spændt mod dig paa Sangens Hav, der fik mig til min Tanke-Sværm at lægge til Spire-Stilhed i min Hjærnes Grav? Var det hans Aand, der lærte Sangens Under af Aander selv, som Mælet mig berøved? Ej han, ej Hjælpere i Nattens Stunder, der stod ham bi, min Digtning har bedøvet. Ej han og ej hin Hus-Aand vennesæl, der gækker ham hver Nat med sine Bud, har knust min Sangkunst under deres Hæl; ej derfra gik min Frygt og Tavshed ud. Men da du hjalp hans Digtning med din Gunst, saa slap mit Stof, saa lammedes min Kunst.