Sonet 73: Nu Kan I Mig Du Se Den Aarets Tid

Nu kan i mig du se den Aarets Tid, da Gren og Kvist med spredt og gulnet Blad i Luftens Kulde skælver hid og did, en sondret Hal, hvor Fugle nylig kvad. I mig den dunkle Skumringsstund du ser, naar D agen solforladt i Vesten svinder, mens Natten sort sig breder mer og mer, hin anden Død, der alt i Hvile binder. I mig du ser den matte Flammeglød, som paa sin Ungdoms Aske hviler stille og venter halvslukt paa sin snare Død, fortært i det, som var dens Næringskilde. Og mere kær du faar mig mod det sidste, fordi du ved, at du mig snart skal miste.