Sonet 66: Af Alting Træt, Mod Dødens Ro Jeg Higer

Af alting træt, mod Dødens Ro jeg higer: træt af at se sandt Værd med Betlerstav, et usselt Intet leve højt i Smiger, men svorent1 Brud af Troskabsløfters Krav, Uægte Hæder smykt i Herrepragt og Jomfrudyd af Skøgelast bedækket og ærligt Retsind knuget af Foragt og Styrke af en lammet Vilje knækket Og Aandsdaad tvunget raat af Magten ned og Dumhed raadende for Kløgtens Vel og simpel Enfold kaldt Enfoldighed og Godhed tjenende som Ondskabs Træl, — Af alt det træt, jeg vilde gerne drage herfra, hvis ej min Ven jeg lod tilbage.