Sonet 64: Naar Jeg Har Set En Svunden Alders Smykker

Naar jeg har set en svunden Alders Smykker forødt og sondret af den vilde Tid, set høje Taarne knust i tusend Stykker og evigt Malm som Træl for Støvets Strid; Naar Havet jeg har set med Sejr i Følge mod Kysten aabne vidt sit slugne Gab, set Landet vinde fra den brede Bølge og atter skifte Vinding om med Tab; Naar jeg har set, hvor Magten vexler om, set, hvor den selv kan hurtig svinde hen, den Tanke ofte mig i Sinde kom, at Tiden snart kan røve mig min Ven. Og tung som Døden er den Lod at friste: at eje, hvad man frygter for at miste.