Sonet 63: Naar, Som Nu Jeg, Min Ven Er Bleven Bukket

Naar, som nu jeg, min Ven er bleven bukket og knust af Tidens Udaads-Haand og Sorgen; naar Timerne hans friske Blod har drukket og furet Panden; naar hans Ungdoms Morgen Er vandret op til Alderdommens Nat, og al den Skønhed, som hvis Drot han staar, forsvinder eller har ham alt forladt og raner Skatten af hans friske Vaar; — I slig en Tid vil jeg et Forsvar være imod den grumme Alders skarpe Kniv, saa aldrig den fra Mindet bort skal skære min kæres Skønhedstræk, om end hans Liv: Hans Form af Blækkets sorte Tegn skal skønnes, og de skal leve, han i dem skal grønnes.