Sonet 62: Af Egenkærlighedens Synd Forblindes

Af Egenkærlighedens Synd forblindes mit Øje og min hele Sjæl og Sind; og ingen Hjælp mod denne Synd der findes, saa dybt er i mit Hjærte den trængt ind. Det tykkes mig, at intet Ansigt er saa skønt som mit og ingen Form saa fager; saa herligt synes mig mit eget Værd, at over alle andre op jeg rager. Men naar mig selv jeg skuer i mit Spejl med Alderdommens dybe Skaar og Ar, jeg ser, at jeg selvkærlig dømte fejl, at Egenkærlighed min Brøde var. Men din er Rosen; thi jeg smykker mig med Skønhedsfarver, jeg har laant fra dig.