Sonet 60: Som Bølgerne Mod Breddens Stene Slaar

Som Bølgerne mod Breddens Stene slaar, Minutterne mod deres Ophør ile; hver skifter Plads med den, som foran gaar, og alle stræbe frem foruden Hvile. Den Fødsels-Stjærne, der i Lyset funkler, gaar frem, til Straalekronen helt den dækker; men onde Skygger saa dens Pragt fordunkler, og Tiden selv sin Gave ødelægger. Ja, Tiden vejrer Ungdomsglansen hen, i Skønheds Bryn den dybe Rynker tegner, Naturens bedste Skat fortærer den, alt hvad der lever, for dens Le-Blad segner. Og dog, til Trods for al dens Udaads-Færd, din Ros skal blomstre i min Digtning her.