Sonet 42: At Du Har Hende Er Ej Al Min Kummer

At du har hende er ej al min Kummer, og dog jeg havde hende saare kær; at hun har dig min største Smerte rummer, et Venskabs-Tab, der gaar mig mere nær. Men saadan vil jeg mildt undskylde eder: du elsker, da du ved, jeg elsker hende; og just for min Skyld hun mig Kval bereder, da fra min Ven hun ej sig kold vil vende. Ifald jeg mister dig, min elskte vinder; og Tab af hende Vinding er for dig; jeg mister begge, I hinanden finder, og I for min Skyld begge rammer mig. Dog stille! — ét min Ven og jeg jo er, og altsaa har hun mig alene kær.