Sonet 23: Som Skuespilleren Paa Scenens Planker

Som Skuespilleren paa Scenens Planker, der angst forglemmer Rollen, som han lærte, — som Dyret, altfor hedt af vilde Tanker, hvis Styrkes Overmaal gør svagt dets Hjærte, Saadan, mistillidsfuld, forglemmer jeg de Ord, som Kærlighedens Lovbud kræver, — det er, som om dens Styrke svigted mig, mens kuet af dens Byrdes Vægt jeg bæver. Lad mine Bøger da min Tale rumme og tavse Tolke for min Tanke være; om Kærlighedens Løn de bede stumme mer end hin Tunge, som har talt langt mere. Forstaa de Ord, jeg stum har sammenføjet; thi Kærligheden høre maa med Øjet.