Sonet 19: Du Griske Tid, Gør Tigrens Kløer Sløve

Du griske Tid, gør Tigrens Kløer sløve, lad Jorden sluge, hvad den Livet gav, ryk ud den skarpe Tand paa Ørknens Løve, sænk Fønix-Fuglen i et Flammehav; Lad Sorg og Glæde vexle paa din Flugt, og gør, hvad du har Lyst, du rappe Tid, mod Verdens Kreds, og hvad den har af smukt; men jeg forbyder dig én hæslig Id: Drag ingen Rynker i min fagre Ven, dybt skaarne under tunge Timers Vægt; lad ham staa urørt, mens du iler hen, som Skønheds-Mønster for den sene Slægt. Dog, ras kun, Tid; — hvordan du bær’ dig ad, min Kærlighed skal blomstre i mit Kvad.