Sonet 154: En Gang, Da Elskovs-Guden Ind Var Sovet

En Gang, da Elskovs-Guden ind var sovet og havde lagt sin Fakkel ved sin Side, en Nymfe-Flok, der Kyskhed havde lovet, kom trippende; og i sin Haand, den hvide, Den skønneste tog op hin Flammeglød, hvis Hede tusend Hjærter havde prøvet; og han, der mægtigt over Fængsler bød, blev af en Jom fruhaand sit V aaben røvet. Hun denne Fakkel i en Kilde slukte, og Flammen heded flux hint køle Væld, der blev et Sundhedsbad, som syge brugte til Lægedom; og jeg, min elsktes Træl, Kom did om Hjælp; dog Elskovs Ild, jeg føler, kan hede Vand, men Vand ej Elskov køler.