Sonet 147: Min Kærlighed En Feber Er, Som Higer

Min Kærlighed en Feber er, som higer mod hvad der Febrens Hede kun forøger; den sluger det, hvorved dens Flamme stiger, mens Lindring for sin syge Smag den søger. Fornuften, som min Elskovs Læge var, har mig forladt, da ej dens Bud jeg lød; den visse Død min Attraa voldt mig har, fordi den ej om Lægedom sig brød. Jeg er fortabt, min Dom kan ej forhales, Vanvidets Ufred i sit Tag mig bandt; min Tanke og mit Ord er som de gales, og lige stik imod, hvad der er sandt: Thi jeg har svoret, du var skær og klar; men sort som Helved, mørk som Nat du var.