Sonet 132: Jeg Elsker Dine Øjne; — De Begræde

Jeg elsker dine Øjne; — de begræde, at med Foragt jeg martres af dit Hjærte; og derfor sorgfuldt de i sort sig klæde og se med kærlig Medynk paa min Smerte. Og sikkert ikke Morgensolens Skin saa fagert smykker Østens blygraa Kinder, — hin Stjærne ej, som fører Aftnen ind, saa herligt i det dunkle Vesten skinner, Som hine Øjnes Kummer smykker dig: o, lad dit Hjærte da paa samme Maade i Sorgens Skønhed sørge over mig, — lad ogsaa dér din skønne Medynk raade! Da skal de sorte Skønheds-Navnet arve, den kaldes styg, som ikke har din Farve.