Sonet 130: Min Elsktes Øjne Ej Som Solen Funkle

Min elsktes Øjne ej som Solen funkle; Korallens rødt paa Læben ikke bor; hvis Sne er hvid, er hendes Bryster dunkle; hvis Haar er Traad, sort Traad paa Issen gror. Jeg har set Roser med en hvidlig Rødme, — de blomstre ej paa hendes Kinders Grund; og der er Vellugt, som har større Sødme end Aandedrættet fra min elsktes Mund. Jeg hører hende gærne Røsten hæve, — dog véd jeg, at den ej er skøn Musik; jeg har ej set, hvordan Gudinder svæve, — min elskede paa Jorden altid gik. Og dog saa skøn og fager hun mig tykkes som nogen, der med løjet Ordpragt smykkes.