Sonet 129: Livskraftens Tab I Skændig Ødselhed

Livskraftens Tab i skændig Ødselhed er Vellyst, naar den nyder; før den nyder, er den mensvoren, blodig, vild og vred, listig og grum, og alle Baand den bryder; Ej opnaaet, før den mødes strax med Had; ubændig jaget, og saa snart den rækkes ubændig afskyet, som en Lokkemad, hvoraf den nydende til Afsind skrækkes! I Stræben og Besidden vanvids-gal; ud over alle Maal og Grænser stillet; en Fryd, naar den fornemmes, saa en Kval; Forventning først og saa et Drømmebilled. Men dog staar ingen fast mod denne Himmel, som til et Helved leder Verdens Vrimmel.