Sonet 128: Hvor Tit, Naar Du Til Liflig Vellyd Bringer

Hvor tit, naar du til liflig Vellyd bringer hint lykkelige Træ, hvis Svingning lyder for dine Fingres Tryk, mens let du tvinger den Enklang frem, som dybt mit Øre fryder, — Hvor tit jeg da misunder de Tangenter, som mødes med din Haand i Kyssets Sødme, mens mine Læber, der forgæves venter den samme Høst, ved deres Kækhed rødme! Og gerne vilde deres Lod de bytte med hine Taster, som saa dristigt stræber, hvor dine Fingre læmpelig sig flytte og skænke dødt Træ mer end friske Læber. Naar dine Fingre kysse Træ-Tangenter jeg ydmygt Kys af dine Læber venter.