Sonet 122: Din Gave, Din Erindringsbog, Den Findes

Din Gave, din Erindringsbog, den findes nu i min Hjærne, med hvert Blad og Sted beskrevet fuldt, og saadan vil den mindes ud over baade Tid og Evighed, — I alle Fald da for saa lange Tider, som Hjærne og som Hjærte vil bestaa; før begges Lod i dig til Glemsel glider, før skal dit Minde sikkert ej forgaa. Hint stakkels Gemme kom i Rum til kort; og hvad skal jeg med Karvestok for dér at riste ind dit Navn? Thi gav jeg bort din Bog i Tro til den, som rummer mer. At have Støtte for at mindes dig, var at formode Glemsomhed hos mig.