Sonet 12: Ak, Naar Jeg Tæller Klokkens Timeslag

Ak, naar jeg tæller Klokkens Timeslag og ser den stolte Dag mod Natten glide; og naar jeg ser Violen slap og svag og sorte Lokker dækt af sølverhvide; Naar gold paa Løv jeg ser den stolte Eg, der skærmed Hjorden imod Hedens Magt, — ser Somrens grønne bundet op i Neg, med hvidt og uredt Skæg paa Baaren strakt; Da falder tungt din Skønhed mig paa Sinde, at du skal skylles hen af Tidens Flod; thi hver en Glans og Skønhed maa forsvinde og dø saa brat, som andre fæste Rod; Og imod Tidens Le kan kun bestaa dit Afkom, naar du selv herfra maa gaa.