Sonet 119: Jeg Drukket Har Sirene-Taarer, Draget

Jeg drukket har Sirene-Taarer, draget fra stygge, helved-sorte Kolbekar, af Frygt og Haab i stadig Skiften jaget, og tabende, naar Maalet nær jeg var. Og usle Fejl mit Hjærte har bedrevet, mens det var lykkeligt ved Skæbnens Mildhed; og mine Øjne fast er bleven revet af Panden ud i denne Febers Vildhed. At godt bli’r bedre ved det onde, tykkes mig sikkert nu; og det er sandt, at Kærlighed, som blev lagt øde, og som genopbygges, bli’r mere stærk og stor og fuld af Herlighed. Og trods den dybe Nød, som jeg har fristet, saa vandt jeg trefold mere, end jeg misted.