Sonet 113: Fra Jeg Forlod Dig, Har Mit Øje Fæstet

Fra jeg forlod dig, har mit Øje fæstet i Sjælen Bo; det, som mig leder trindt, er halvvejs karsk og halvt af Sygdom gæstet; det kan vel synes sundt, men er dog blindt; Thi intet Billed det til Hjærtet sender af Fugl og Blomst og hvad dets Sans fornemmer: de Ting, det møder, Sjælen ikke kender, og hvad dets Sekraft griber, ej det gemmer; Thi hvad af hæsligt eller skønt det skuer, Dag eller Nat, Bjærg eller Havets Vande, graasorte Krager eller hvide Duer, saa vil det flux dem i dit Billed danne: Min Sjæl er fyldt af dig i smaat og stort; dens Troskab har mit Øje utro gjort.