Sonet 112: Din Kærlighed Og Medynk Læger Nu

Din Kærlighed og Medynk læger nu det Mærke, Rygtet paa min Pande brænder; hvad skotter jeg om andres Ord, naar du min Svaghed dølger og min Styrke kender? Du er mit et og alt; fra dine Læber vil ene jeg min Ros og Dadel sanke; jeg er som livløs for enhver, der stræber at bøje min staalfaste Hu og Tanke. Jeg i saa dybt et Svælg alt Hensyn slænger til andres Ord, at mine Hugorms-Sanser ej Spotten eller Smigren hører længer; — og saadan Dadlen for min Færd jeg standser: Mit hele Sind saa spændt omslutter dig, at alle andre synes døde mig.