Sonet 11: Naar Selv Du Nærmer Dig Til Gravens Rand

Naar selv du nærmer dig til Gravens Rand, saa skal dit Liv i en af dine trives; det friske Blod, din Ungdom skænker, kan du kalde dit, mens bort fra den du drives. I dette bor der Visdom, Skønhed, Grøde; foruden dette: Daarskab og Forfald: var alle saa til Sinds, da lagdes øde i sex Aartier alle Slægters Tal. Lad dem, der ej for Afkom skabte ere, i hæslig Goldhed synke under Mulde; den, der fik meget, gav Naturen mere, — en Gave, som du gavmild værne skulde. Naturen til sit Stempel lod dig skære, for at dit Mærke skulde præge flere.