Sonet 109: Sig Ikke, Jeg Var Falsk I Sind Og Tanke

Sig ikke, jeg var falsk i Sind og Tanke, skønt fjærnt fra dig jeg syntes dig at glemme. Saa gærne kunde fra mig selv jeg vanke som fra min Sjæl, der i dit Bryst har hjemme. Dér er mit Venskabs Hjem: har vidt jeg vandret, igen jeg mine Fjed tilbage retter, til rigtig Tid, med Tiden ej forandret, og selv jeg bringer Vand til mine Pletter. Om end i min Natur der tumled sig hver Svaghed, som i Kød og Blod har Rum, saa tro mig ej saa taabelig, at jeg gav hen for intet al din Godheds Sum; — Den hele Verden mig for intet gjaldt, hvis ej, min Rose, du var til, — mit alt.