Sonet 108: Hvad Er Der I Min Hjærne, Som I Blæk

Hvad er der i min Hjærne, som i Blæk kan prentes, der ej malte dig min Tanke? Hvad nye Ord og hvilke nye Træk kan om mit Venskab og dit Værd jeg sanke? Intet; dog maa lig Bønner daglig jeg det samme sige, intet Ord forskelligt; mig synes alting ungt, naar jeg har dig, som da dit Navn mig første Gang blev helligt. Thi Kærligheden, evig frisk og fager, kun føje Tidens Støv og Voldsdaad agter; ej Rynker eller Furer bort den jager; den Alderdom men som sin Træl betragter. Sit første, friske Liv kan dér den møde, hvor den af Tiden synes ramt til Døde.