Sonet 101: Hvad Gør Din Sløvhed, Muse, God Igen

Hvad gør din Sløvhed, Muse, god igen, at skønhedsfarvet Troskab du har glemt? Troskab og Skønhed lever i min Ven, og dér er ogsaa dig dit Liv bestemt. Tal, dorske Muse; mulig vil du svare: «Troskab skal sikkert uden Farver sandes, og Penslen kan sin Kunst paa Skønhed spare; det bedste er dog bedst, naar ej det blandes.» Saa tier du, da ej til Ros han trænger? Din Ret til sligt et Forsvar jeg benægter; thi hvis du vil, saa skal han leve længer end gylden Gravpragt: — prist af sene Slægter. Gør, Muse, da din Pligt, og Fremtids Aar skal kende ham, som nu han blandt os staar.