Sonet 100: Sig, Muse, Hvorfor Du Saa Længe Venter

Sig, Muse, hvorfor du saa længe venter med Sang om det, der giver dig din Styrke? Hvad værdløst Stof mon du for Lyset henter, som hyller dine Evner ind i Mørke? Glemsomme Muse, kom tilbage atter; erstat den spildte Tid med Sang igen; Syng for det Øre, som din Digtning fatter og giver Kraft og Indhold til din Pen. Op, dvaske Muse, op, og se, om Tiden har i min kæres Aasyn Rynker lagt; hvis saa, da bliv dens Spotter stadig siden, saa overalt den møder dyb Foragt. Skænk Hæder til min Ven med større Hast, end Tiden dræber, — og hans Ry staar fast.