Sonet 1: Af Fagre Væsner Vi Begære Frugt

Af fagre Væsner vi begære Frugt, at ikke Skønheds-Rosen helt skal svinde, men, naar den visner under Tidens Tugt, at da dens Arving gemme maa dens Minde: Men du, hvis Øje straaler, nærer med dit eget Selv det klare Lys derinde og skaber Hungersnød i Fyldens Sted, selv mod dit skønne Selv en grusom Fjende. Du, der er smykt med Verdens Skønheds-Gaver, der som Herold om Foraars-Pragten møder, din Lykke i din egen Knop begraver, og mens du sparer, netop du forøder. Hvad Verdens er — saa naadig maa du være — bør ikke du og Graven grisk fortære.